Referat fra fyraftensmøde
I forbindelse med generalforsamlingen afholdtes fyraftensmøde om kroniske smerter
Referat af Morten Høgh
Gitte Handberg (specialeansvarlig overlæge, Smertecenter Syd) fortalte om hvilke patienter de ser, og hvordan de arbejder tværfagligt omkring dem. Hendes foredrag var levende og fuldt af metaforer hvilket gjorde det værd at tilbringe den første rigtige sommerdag på 15. etage af Odense Universitetshospital!
Hendes gennemgang af medicin-valg (og fravalg) var yderst inspirerende, men ligger udenfor mine evner at referere. Jeg vil dog opfordre alle til at søge Gitte Handberg´s fremtidige foredrag når det er muligt!
Den anden halvdel af mødet var iscenesat af socialrådgiver Jytte Andersen (også fra Smertecenter Syd). Det var utroligt inspirerende at lytte til en socialfaglig person med ikke "bare" erfaring, men også stor viden om kroniske smerter.
Hendes foredrag bidrog især til viden om didaktik og taksonomi i de fysioterapeutiske journaler og breve til sagsbehandlere mv. Gennem hendes forklaring af "Den Sociale Trappe" og andre redskaber i den socialfaglige udredning af mennesker med smerter, kunne de fremmødte få indsigt i hvorfor ordvalg spiller en væsentlig rolle.
Samlet set er det min oplevelse, at de godt 20 fremmødte fik hvad de kom efter - og lidt til. I kan finde slides på
www.smof.dk i nærmeste fremtid.
Redigeret af :
Thomas Jakob Petersson,
03.07.2011
Til top